Insights

Tilbage til investorportal

23/5/2024

Referat fra ordinær generalforsamling den 23. maj 2024

Download PDF

Nedenstående tekst er et uddrag af det fulde dokument, som kan downloades i PDF-format øverst på siden. Vi gør opmærksom på, at uddraget kan være ufuldstændigt eller indeholde fejl. Det er altid den fulde PDF-version, der er bindende.

Holte, den 23. maj 2024 

Referat fra ordinær generalforsamling i Kartago Capital – Energihuset A/S (cvr.nr. 4267 5288), afholdt 21. maj 2024.

Tirsdag den 21. maj 2024 kl. 14.00 afholdtes ordinær generalforsamling i Kartago Capital – Energihuset A/S med følgende:

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år
  3. Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse samt forslag om resultatdisponering
  4. Fremlæggelse af budget
  5. Meddelelse om decharge til bestyrelse og direktion
  6. Valg af bestyrelse
  7. Valg af revisor
  8. Forslag fra bestyrelse eller aktionærer
  9. Eventuelt


Tilstede var enten fysisk eller via Teams: Alexander Thygesen (Kartago), Jens Vestergaard (Vesters Holding), Michael Hansen (Kartago), Maibritt Frederiksen (Kartago), Lars Olsen (LAO Holding), Brian Schwartz (Vmanna Invest), Preben Hove-Nyborg (Hove-Nyborg Holding).

Ad. 1 Valg af dirigent

Michael Hansen valgtes til dirigent og referent og konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig.

Ad. 2 Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbende år.

Michael Hansen fremlagde beretningen for år 2023.

I august 2023 modtog vi en opsigelse fra den eksisterende forpagter, der afleverede nøglerne og stillede os i en situation, hvor vi var uden kantinedrift i ca. 1 måneds tid. Køkkenet blev desværre efterladt i en stand der bar tydelige spor af manglende rengøring over en længere periode, og det var også derfor Fødevarestyrelsen havde givet et straks påbud om at lukke køkkenet.

Vi har fundet en ny lokal forpagter (Elisabeth), og det virker som om, hun har fået en god start på driften af kantinen og det er vores indtryk, at lejerne også er meget glade for at hun er tiltrådt.

Lars Molen er stoppet som ejendomsinspektør og vi har derfor indgået aftale med flexjobber Susanne, der er på ejendommen 2-3 gange ugentligt, men i et begrænset antal timer. Det fungerer rigtig godt og hun får udført mange praktiske småopgaver og sørger for, at der er pænt og ryddeligt på ejendommen. Maibritt Frederiksen arbejder fra ejendommen hver onsdag.

Udlejningssituationen:

Der er p.t. 232 m2 ledige kontorlokaler og yderligere 185 m2 er opsagt til fraflytning hhv. 30. juni og 30. november 2024, eller i alt 417 m2 ledige lokaler, hvis der ikke sker genudlejning i mellemtiden. Der er dialog med Raasdal omkring eventuelt at leje yderligere lokaler, hvis der kan skabes en løsning hvor deres kontorer samles i en ”klynge”.

I løbet af 2023 er der udført følgende større arbejder og forbedringsmæssige tiltag på ejendommen, herunder:

  • Reparation af kloakledning/rør samt TV-inspektion heraf
  • Skadedyrsbekæmpelse
  • Udskiftning af flere cirkulationspumper
  • Fjernelse af cykelskure og optegning afp-pladser
  • Udskiftning af ekspansionsbeholder
  • Fjernet større træer og beskæring af en række buske
  • Udskiftning af flere LED lamper og udskiftning af ”drivere”
  • Akustikplader på gange og i kantinen
  • Hovedrengøring af køkken og afpropning af flere kloak rør/riste i kælderen
  • Udskiftning af switch i serverrum

Ad. 3 Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse samt forslag om resultatdisponering.

Michael Hansen gennemgik årsrapporten for 2023 i hovedtal og årets resultat før skat og værdiregulering er kr. 612.482 imod budgetteret kr. 395.000.

Resultatet er påvirket af, at renterne er steget ganske kraftigt siden 2. halvår 2022 men har nu ”stabiliseret sig” og ”toppede” omkring januar/februar 2024 med en Cibor 3 mdr. rente på ca. 3,92%. Siden da er renten i april/maj 2024 faldet en smule og ligger p.t. i niveauet ca. 3,74% p.a.

Selskabets likvide beholdning udgjorde 31.12.2023 kr. 2.989.449 (pr. dags dato ca. kr. 4,2 mill.) Der er kortfristede tilgodehavender på 618.117 og kortfristet gæld udgør (udover kortfristet del af langfristet gæld) pr. 31.12.2023 kr. 611.330.

Ejendommen er optaget til uændret værdi på kr. 54.800.000 i forhold til 2022 og svarende til et afkast på ca. 6%.

Regnskabet blev herefter enstemmigt godkendt og resultatet blev besluttet overført til egenkapitalen.

Ad. 4 Fremlæggelse af budget.

Michael Hansen gennemgik budgettet for 2024, og der forventes lejeindtægter i niveauet kr. 3.500.000, afhængig af udlejningsprocenten. 

Udgifter til vedligeholdelse m.v. forventes at ligge på kr. 400.000 og udgifter til administration m.m. forventes at udgøre kr. 390.000.

Renterne er som nævnt steget kraftigt, og der er budgetmæssig forventede renteudgifter i størrelsesordenen kr. 2.200.000 baseret på en Cibor 3 mdrs. rente på 3,9% p.a.

Basis ovennævnte forudsætninger forventes et resultat før skat og værdireguleringer for 2024 på kr. 510.000.

Der var et spørgsmål om forrentning af indeståender i banken. P.t. forrentes beløbet med en rente svarende til pengemarkedsrenten eller ca. 1,75%. Kartago undersøger om der kan opnås bedre rentevilkår ved f.eks. binding af likvider i en periode på 3-12 måneder.

Der var et spørgsmål til likviditeten og basis den nuværende rente, afdragsprofil, udlejning og omkostningsniveau vil den nuværende likviditet række ca. 2 år endnu. Kartago lovede at udarbejde et flere års likviditetsbudget primo næste år, så der måske er afklaring af om renten falder eller stabiliserer sig.

Budgettet blev herefter enstemmigt godkendt.

Ad. 5 Meddelelse af decharge til bestyrelse og direktion.

Der blev meddelt decharge til bestyrelse og direktion.

Ad. 6 Valg af bestyrelse.

Til bestyrelsen valgtes:

Hans Thygesen (formand)

Jens Vestergaard

Michael Hansen

Ad. 7. Valg af revisor.

Martinsen Revision og Rådgivning blev valgt til revisor.

Ad. 8 Forslag fra bestyrelse eller aktionærer.

Der var ikke indkommet forslag.

Ad. 9 Eventuelt.

Der var ingen yderligere punkter, der ønskedes drøftet og dirigenten hævede herefter generalforsamlingen og takkede for god ro og orden.

Det blev nævnt, at der er stor efterspørgsel efter lade-muligheder hos fra ejendommens lejere og det må forventes at vi på et tidspunkt i fremtiden skal udvide den nuværende ladekapacitet.

Således passeret.

Med venlig hilsen

Kartago Capital – Energihuset A/S

Michael Hansen

Du har desværre ikke adgang til denne side.

Et investormedlemskab er påkrævet for at se denne side. Gå til forsiden.